Det skal det i meget høj grad, og tak til Stinne for link+overskrift. Nu varer det nok lige lidt inden nogen får held til at forbyde andre at tale deres sprog. Men hvor er det rabiat at lufte den tanke. Her foreslår Marlene Harpsøe, som er uddannelsesordfører i DF, at et barn, der gentagne gange siger noget på fremmedsprog inden for skolens område fx kunne straffes med eftersidning. Aii caramba!
Hvis det var mig, der skulle begrænse ytringsfriheden, ville jeg starte med at give bødestraf for brug af glidebaneargumentet (5 kroner, jeg er ikke ude på at ruinere nogen) og karantæne for brug af ordet udansk. Nej, ikke karantæne, i stedet skulle der komme en fra kommunen og prikke vedkommende på skulderen og sige: hvadmenerdumeddethvadmenerdumeddethvadmenerdumeddet indtil vedkommende skammede sig. Og hvis man sagde ting som "i Danmark har vi danske værdier, og dem skal vi holde fast i" blev man sat hen i et hjørne med en klaphat på hovedet.
Men altså, det skal jeg jo ikke, det er bare en led fantasi, man kan have hjemme i sin stue, og så må man styre sit handicap og lade andre sige ting, man ikke forstår.
Hekseskolen reads comments
8 år siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar