søndag den 23. maj 2010

Lige præcis

Åh! Ha! Se her.

Via Anders Skibsted, der har ret i, at det slet ikke er så svært at forstå.

fredag den 14. maj 2010

Africans have no political problems

Her er 38 sekunder fra et bizart pressemøde i anledning af, at Berlusconi har lavet en aftale med Gaddafi om grænsekontrol. Italien betaler Libyen nogle millarder hvert år for at forhindre flygtningeskibe i at krydse farvandet mellem Libyen og Italien. Derudover påtager Libyen sig at bygge detentionslejre til de flygtninge, man fanger. Der er ikke nogen legal procedure for at blive løsladt fra lejrene, til gengæld kan man betale omkring 7.000 euro for at lade menneskesmuglere overtage ens sag. Den slags service må Europa åbenbart gerne bestille.

Tak til RE:ASYL-konferencen for den psykopatviden (og en masse anden, mere opløftende viden, som f.eks. viden om, hvor anderledes paragraffer kunne være. Jeg elsker at få bekymringer oversat til jura, fordi det minder om, at det hele godt kan laves om).

tirsdag den 11. maj 2010

Kollektiv griner på Fisketorvet

Vi sad og ventede på at se noget bras i Cinemaxxx, og så kom der en reklame for en hund, der i stop motion opførte sig omsorgsfuldt overfor en gris. Og så grinede alle i biografen højt og kollektivt og demonstrativt, fordi det var en reklame for Dansk Folkeparti, som åbenbart har påtaget sig dyrenes stemme.

Det er nice at grine af det samme, men det var også ligesom at gå ud af et valgsted og høre nogen sige Nå, så har vi gjort vores borgerpligt. Med andre ord en lunken fornøjelse.

mandag den 10. maj 2010

Juhu, vi tager bananen (den rådne)


Kommunen betaler (and I love it) i uge 23 (som starter den dag, jeg skal fodre universitetet med store stakke af papir), hvor kommunen kører en kampagne, fordi den er glubsk efter op til ti sæt ressourcestærke og fødedygtige medmennesker, der vil bo i Ringkøbing-Skjern kommune i en uge/altid (men man skal ikke skrive under på noget).

Det kunne blive en aktiv ferie med fokus på foreningslivet (som er ud over det hele i Udkantsdanmark) og med henblik på den fremtid, der skal gå med at sidde på en veranda i provinsen med fødderne oppe og en muskedonner fuld af peberkorn i hænderne skydende vildt omkring sig efter pantefogeder og vildfarne katte. Til den tid skal min ven Mads og jeg lave lokalradio med ekkoknappen skruet helt op på max (sammen med vores venner Mads og Lone, det bliver dobbeltekko og dobbeltmax), og jeg kommer til at tilhøre den kompromisløst militante fraktion i forsamlingshusets bestyrelse. Alle skal råbe banko på samme tid og sovsen skal findes i alle tykkelser.