onsdag den 14. november 2012

Danske forfattere i samtale om (og med) Marguerite Duras


En særlig tydelig inspirationskilde i den danske samtidslitteratur er den franske forfatter og filmskaber Marguerite Duras (1914-1996). KUP vil med et seminar udforske det - ganske iøjnefaldende - aftryk, den franske forfatter har sat på meget af den nyeste, eksperimenterende litteratur i Danmark.

KUP samler derfor de Duras-inspirerede og de Duras-interesserede til et seminar om en central inspirationskilde i den nyeste danske litteratur torsdag d. 29. november på Internationalistisk Ideale på Carlsberg.

Vi har inviteret forfatterne og Duras-læserne Olga Ravn, Ida Marie Hede, Josefine Klougart og Pernille Abd-el Dayem til at læse op af egne værker, af selvvalgte uddrag fra Duras' forfatterskab og til at tale om, hvordan inspirationen herfra manifesterer sig i deres skrivning.

Disse forfattere skriver, som Duras, om køn, krop, begær og identitet - alt det der med en Duras-titel kan sammenfattes som 'det materielle liv'. Duras er en ganske betydningsfuld del af den referenceramme, de deler og skriver ud fra. Der findes en fortsat samtale om hendes værker i de respektive forfatteres enkelte bøger og forfatterne imellem. Den samtale vil KUP gerne gøre offentlig.Derudover vil cand.mag. i fransk Peter Borum holde et oplæg under overskriften 'Nogle bevægelser hos Marguerite Duras'.Endelig vil vi fejre Forlaget Arenas nye oversættelse af Duras’ klummesamling, Sommeren 80 (1980), der udkommer samme dag. I den forbindelse vil oversætteren og forfatteren Morten Chemnitz læse op fra bogen, der også vil kunne købes.

Seminaret er gratis.

Vi glæder os.

KUP

29. november, kl. 19.30, Internationalistisk Ideale, Malttorvet 2, Carlsberg, København

Ingen kommentarer:

Send en kommentar