Togsnak

Dem som sidder i stillekupéerne går fx glip af kæmpemæssige og meddelsomme mænd i store, tætsiddende lynaf-bukser, der med en stemme så saglig som en partiformand, der har tabt et valg*, siger: "Der er sket en ulykke. Jeg kunne intet gøre, jeg har ikke haft mulighed for at skifte. Jeg fik et anfald af diarré på flyet, og ja, jeg har lavet i bukserne. Det var ikke så meget, og det er tørret nu, men det er ikke så lidt, at man ikke kan se det i de her lyse bukser." Han havde ventet fem timer i Sdr. Strømfjord og drukket nogle øl, der ikke var plads til, og nu sad han skråt overfor mig og talte til en lille, fremmed dame. Toget var lige kørt fra hovedbanegården, og jeg skulle med til Frederikshavn. Han stod af i Fredericia.

Sidste sommer blafrede mine ører til lyden af en mand, der havde hentet en dame fra Rumænien i lufthavnen. Hun talte kun meget lidt engelsk, så mandens ven og hans rumænske kone var taget med på turen for at lette kommunikationen, hvilket var et helt rimeligt projekt, for manden var ekstremt nervøs. Det var damen ikke, og det hylede ham endnu mere ud af den, han prøvede med øl, det hjalp ikke, og så fik han et ærlighedsflip, som vennens kone skulle oversætte for koneaspiranten: "Kan du ikke sige til hende, at jeg...jeg...at jeg...bor altså ikke særlig pænt. Altså, jeg bor faktisk rigtig grimt. Det er fordi, mine møbler er simpelthen så ufatteligt grimme. Jeg gør rent og sådan, men huset, uha uha, og haven den er også grim. Det synes jeg lige, hun skal vide på forhånd."


* I den kategori er min favorit Poul Nyrups manglende held med vedtagelsen af en eu-traktat for meget længe siden. Han var en stor, bævrende underlæbe, og så tog han armene om på ryggen og sagde: "Ulla siger, vi skal synge nu. Vi behøver vist ingen sangbog til den her". Og så sang han Når jeg ser et rødt flag smælde, og det var en af mine yndlingssange engang.