tirsdag den 16. november 2010

Gogols dødsleje/snudeskaft


Nikolaj Gogol, den mærkeligste prosadigter, Rusland nogensinde har fostret, døde kort før klokken otte om morgenen, torsdag den fjerde marts attenhundredeogtooghalvtreds, i Moskva. (...) Total legemlig udmattelse forårsaget af en hemmelig sultestrejke (med hvilken han i sin sygelige melankoli havde forsøgt at bekæmpe djævelen)kulminerede i en akut hjerneanæmi (antagelig kombineret med mavetarmkatar som følge af afkræftelse) - og den behandling, han blev underkastet, kraftig udskylning og åreladning, fremskyndede døden i en organisme, der i forvejen var alvorligt svækket af eftervirkninger af malaria og underernæring.
Det par diabolsk foretagsomme læger, der insisterede på at behandle ham som et almindeligt galehuslem, havde til deres mere intelligente, men mindre aktive kollegers bekymring sat sig for at slå deres patients sindssygdom ned, før de ville gøre noget forsøg på at lappe sammen på, hvad han endnu havde tilbage af legemligt helbred.

Det er forfærdeligt at læse om den grotesk hårdhændede behandling, Gogols stakkels, afkræftede legeme måtte udstå, når det eneste, han bad om, var at få lov at være i fred. Med en fejlvurdering af symptomerne (...) lod dr. Auvers sin patient kaste i et varmt bad, hvor hans hovede blev overhældt med koldt vand, hvorefter man lagde ham i seng med et halvt dusin tykke igler fastgjort til sin næse. Han stønnede og skreg og gjorde fortvivlet modstand, medens hans ynkelige legeme (man kunne mærke rygraden gennem hans mave) blev båret til det dybe træbadekar; han gennemrystedes af kuldegysninger, som han lå der nøgen i sin seng og tryglede om at få iglerne fjernet: de hang og dinglede fra hans næse og ind i munden på ham (fjern dem, få dem væk, bønfaldt han), og han prøvede at stryge dem til side, så hans hænder måtte holdes fast af den standhaftige Auvers bastante assistent.

Selvom denne scene er ubehagelig og appellerer til de menneskelige følelser på en måde, jeg ikke bryder mig om, er det nødvendigt at dvæle ved den lidt endnu for at få den ejendommeligt fysiske side af Gogols geni frem.

(...)

Hans store, skarpe næse var af en sådan længde og bevægelighed, at han i sine unge dage havde været i stand til (han var lidt af en amatørækvilibrist)at bringe spidsen af den i en afskyelig kontakt med underlæben; næsen var hans fineste og vigtigste ydre organ. Den var så lang og skarp, at den var i stand til "personligt og uden hænders hjælp at trænge ind i selv den mindste snustobakdåse, forudsat naturligvis at intet knips afviste den indtrængende" (fra et af Gogols breve til en ung dame - derfor koketteriet). Vi støder på det nasale ledemotiv hele vejen igennem hans digteriske arbejde; det er vanskeligt at finde nogen anden forfatter, der har beskrevet lugte, nysen og snorken med en sådan verve. Denne eller hin hovedperson ankommer så at sige til historien med sin næse på en trillebør (...). Næser drypper, næser kører rundt, næser håndteres kærligt eller brutalt; en drukkenbolt forsøger at save næsen af en anden; indbyggerne på månen er (ifølge en vanvittigs optegnelser) næser.

(...)

Dette er grunden til, at der er noget rædselsvækkende symbolsk ved den gribende scene (som blev fortalt af et øjenvidne) med den døende mands forgæves forsøg på at befri sig for de grufulde klynger af sorte børsteorm, der havde suget sig fast til hans næsebor. Vi kan forestille os, hvad han må have følt, når vi endvidere erindrer, at han hele sit liv havde lidt under en udtalt aversion imod slimede, luskede og krybende ting, og at denne aversion havde en form for religiøst grundlag.

(fra "Nikolaj Gogol" af Vladimir Nabokov)